FødevarestyrelsenNøglehulletAltomkost

10. marts 2011

Spørgsmål og svar om Nøglehulsmærket

Vi har samlet nogle af de oftest stillede spørgsmål om Nøglehulsmærket, som du kan læse her.

 

Nedenfor kan du finde svar på følgende spørgsmål:

  • Hvad er Nøglehullet?
  • Hvorfor et ’nøglehul’?
  • Hvilke fødevarer kan få Nøglehullet?
  • Hvorfor bør man vælge mad med Nøglehullet?
  • Er al mad med Nøglehullet virkelig sundt?
  • Kan pizza, burgere og andre typer ’junkfood’ mærkes med Nøglehullet?
  • Er fødevarer mærket med Nøglehullet dyrere end andre fødevarer?
  • Er fødevarer mærket med Nøglehullet også økologiske?


Hvad er Nøglehullet?

Nøglehullet er Fødevareministeriets ernæringsmærke i grønt eller sort, som er let at forstå – fx for personer som har sproglige udfordringer eller som normalt ikke læser næringsdeklarationen på madvarerne.

Nøglehullet sættes på de madvarer der udgør et sundere alternativ inden for bestemte fødevaregrupper, så forbrugerne lettere kan finde de sunde alternativer i en indkøbssituation.

Nøglehullet stiller krav til indholdet af kostfiber, fedt, salt og/eller sukker inden for 25 fødevaregrupper. Samtidig stilles der krav til minimums indhold af fuldkorn, grønsager, frugt og bær i nogle af fødevare grupperne.

Mærkningsordningen gælder for færdigpakkede fødevarer og for fisk, frugt, bær, grønsager og kartofler, som ikke er færdigpakket. Mærkningsordningen gælder ikke fødevaregrupper, der indeholder meget fedt, salt eller sukker som fx slik og kager, da disse fødevaregrupper ikke indgår i en sund kost.

Fødevarer der er mærket med et Nøglehul, skal have en næringsdeklaration på pakningen, så man kan læse mere om fødevarens indhold og sammensætning, hvis man er interesseret.

Nøglehullet blev indført som en frivillig ordning i Sverige allerede i 1989, og det er en videreudvikling af denne ordning som nu skal gælde for Norge, Sverige og Danmark. Ordningen er populær og velkendt blandt folk i Sverige.


Hvorfor et ’nøglehul’?
Symbolet blev udviklet i Sverige, og er en kombination af kostcirkelen og kostpyramiden, der tidligere var meget brugt som pædagogisk værktøj. Nøglehullet skulle være et symbol for budskabet om at spise varieret og ikke lige meget af alle fødevaregrupper. Den grønne farve står for ”gå” som i et grønt trafiklys. Nøglehullet er et positivt ernæringsmærke.

Nøglehullet blev indført som en frivillig ordning i Sverige allerede i 1989, og det er en videreudvikling af denne ordning som nu skal gælde for Norge, Sverige og Danmark. Ordningen er populær og velkendt blandt folk i Sverige.


Hvilke fødevarer kan få Nøglehullet?

Nøglehulsordningen gælder for færdigpakkede fødevarer og for fisk, frugt, bær, grønsager og kartofler, som ikke er færdigpakket.

Færdigpakkede fødevarer der indeholder mindre fedt, salt og/eller sukker og flere kostfibre inden for en fødevaregruppe kan mærkes med Nøglehullet. Der er forskellige kriterier for de forskellige fødevaregrupper, dvs. at fx ost sammenlignes med ost og brød med brød. Kun fødevarer, der kan indgå i en sund kost, kan få Nøglehullet:

  • Mejeriprodukter (mælk, yoghurt og ost) samt vegetabilske produkter med samme brugsområde som mejeriprodukter 
  • Margarine og olier 
  • Kød, fisk og produkter af disse  
  • Færdigretter (middagsretter, tærter, pizza, smørrebrød, sandwich, wraps og supper) 
  • Frugt, bær, kartofler og grønsager 
  • Brød og andre kornprodukter (knækbrød, kornblandinger, pasta, mel og grødtyper)


Mærkningsordningen inkluderer ikke fødevaregrupper som indeholder meget fedt, salt eller sukker. Fødevarer som indeholder sødestoffer, kan ikke mærkes med Nøglehullet.


Hvorfor bør man vælge mad med Nøglehullet?
Undersøgelser peger på, at forbrugerne ikke har tid til at læse varedeklarationer, og at mange har svært ved at forstå oplysningerne på fødevarerne. Derudover er fedme og andre livsstilssygdomme et stigende problem i norden.

Vælger du et produkt med Nøglehullet, vælger du et sundere alternativ inden for en fødevaregruppe. Nøglehulsprodukter stiller krav til indholdet af kostfibre, fedt, salt og/eller sukker.
Vores kostvaner påvirker vores sundhed, og når du spiser sundt og er fysisk aktiv i hverdagen, reduceres risikoen for bl.a. hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes, forhøjet blodtryk, visse kræftformer, knogleskørhed og huller i tænderne.

Ved at vælge fødevarer mærket med Nøglehullet, bliver det lettere at sammensætte en sund kost. Kriterierne for Nøglehullet bygger på de nordiske næringsstofanbefalinger og de 8 kostråd.


Er al mad med Nøglehullet virkelig sundt?

Nøglehullet skal vejlede forbrugerne, så det er lettere at vælge sundere fødevarer, som indeholder flere kostfibre, mindre fedt, sukker og/eller salt. De forskellige fødevaregrupper, der kan mærkes med Nøglehullet, udgør grundlaget for en sund kost. Det vil fortsat være op til forbrugeren at sammensætte en varieret kost, men Nøglehullet kan gøre dette lettere.


Kan pizza, burgere og andre typer ’junkfood’ mærkes med Nøglehullet?
Myndighederne vil bl.a. fremme indtaget af frugt, bær, grønsager, kartofler og grove kornprodukter i befolkningen. Dette kan også nås gennem sunde varianter af produkter vi normalt tænker på som ’junkfood’, og der er derfor ingenting i vejen for at disse fødevarer mærkes med Nøglehullet. Hvis en pizza for eksempel består af en grov bund og mange grønsager, kan mærkes med Nøglehullet. Produktgruppen for sandwich, baguetter, wraps mm. er en nyoprettet gruppe i de nye fælles nordiske kriterier for Nøglehulsprodukter. 


Er fødevarer mærket med Nøglehullet dyrere end andre fødevarer?

Nej, ikke som udgangspunkt. Det koster ikke noget at bruge mærkningsordningen. Det er fødevarebranchen som bestemmer priserne på de enkelte fødevarer. En øget omsætning kan gøre fødevarerne billigere, men fødevarer med mindre fedt og sukker kan være dyrere end andre produkter, fordi fedt og sukker er billige ingredienser.


Er fødevarer mærket med Nøglehullet også økologiske?

Nej, Nøglehullet er et ernæringsmærke, ikke et økologimærke. En fødevare med Nøglehullet er et sundere valg inden for den enkelte gruppe og indeholder flere kostfibre, mindre fedt, sukker og/eller salt end tilsvarende produkter. Økologisk producerede produkter er ikke ernæringsmæssigt sundere end andre fødevarer.



Content