Brug af Nøglehullet
Brug af Nøglehullet i markedsføring af en fødevare er
frivillig og vederlagsfrit, men forudsætter at du overholder
kravene i Nøglehulsbekendtgørelsen.
Brugen af Nøglehullet på fødevarer skal ikke anmeldes til den
lokale fødevareregion.
Nøglehullet forudsætter næringsdeklaration
Produkter med Nøglehullet skal mærkes med en næringsdeklaration
enten den korte eller den lange alt afhængig af kravene i den
enkelte produktgruppe. Kravet om næringsdeklaration gælder ikke
færdigpakket fisk, frugt og grønt, der er omfattet af
produktgruppene 12, 18 og 19 .
Reglerne for mærkning med næringsdeklaration af færdigpakkede
fødevarer er fastsat i bekendtgørelsen om
næringsdeklarationer.
Nøglehullet og varens øvrige mærkning
Nøglehullet er et registreret varemærke, der kan indgå i den øvrige
mærkning på produkterne. Der er ikke krav om, at Nøglehullet skal
være et separat mærke.
Som producent har du ansvaret for, at dine produkter er korrekt
mærket. Hvis du bruger Nøglehullet på dine fødevarer, er det dit
ansvar, at det anvendes korrekt.
I Designmanualen for varemærket Nøglehullet kan du læse hvordan
Nøglehullets grafiske design anvendes korrekt.
Grønt eller sort Nøglehul
Mærket kan enten anvendes i grønt eller sort. Nøglehullet bør så
vidt muligt være grønt. Sort bør kun anvendes når der ikke er
farvetryk på emballagen.
Det sorte og det grønne Nøglehul betyder det samme, dvs at det ene
mærke ikke signalerer et sundere valg frem for det andet.
Mærkets placering på fødevaren
Nøglehullet på færdigpakkede fødevarer bør som hovedregel være
placeret på forsiden af emballagen, men kan også placeres andre
eller flere steder.
Uemballerede fødevarer, som frugt, grønsager og kartofler, der
sælges i løs vægt samt fisk og skaldyr, der sælges over disk kan
mærkes med Nøglehullet på skilte, opslag eller lignende.
Markedsføring af en mærket fødevare
Nøglehulsmærkede fødevarer må kun markedsføres, hvis de opfylder
kriterierne i Nøglehulsbekendtgøresen. Anprisning i markedsføring
og reklame, som annoncer, brochurer, plakater i og udenfor
butikker, TV reklame osv. anses også som mærkning.
Nøglehullet på varehylder i butikker
Mærkning af hylden - uden mærkning af fødevarerne - må kun bruges
ved ikke-emballeret frugt, bær, grønsager, kartofler og fersk fisk
og skaldyr.
Vildledning
Du må ikke sælge fødevarer, så de vildleder forbrugerne. Det
afgørende er, om mærkningen eller markedsføringen efter en konkret
vurdering vil kunne vildlede nogen. De almindelige regler om
vildledning, § 14 i Fødevareloven og artikel 16 i
Fødevareforordningen, skal altid overholdes.
Det vil sige, at:
- Nøglehullet må ikke anvendes i markedsføring af flere
fødevarer, hvor kun nogle af fødevarerne lever op til kriterierne
for en af kategorierne.
- Nøglehullet må heller ikke anvendes som blikfang i en
sammensætning af fødevarer, der ikke lever op til kriterierne for
mærkningsordningen.